English
Jacob Remin

HARVESTING THE RARE EARTH

28. jan 19. mar 2017

Jacob Remin præsenterer på sin første store soloudstilling et spekulativt nær-fremtidsscenarie, hvor udstillingens hybride landskab strækker sig fra et futuristisk mineselskabs stilrene mødelokaler over 1:1 ophobninger af elektronisk affald til detaljerige droneoptagelser af en af verdens største elektroniklossepladser, Agbogbloshie, i Ghana.

Gennem omplacering eller modificeringer af apparater og objekter udfolder Jacob Remins værker sig som uhierarkiske kombinationer af høj- og lavteknologi. I samspillet mellem lys, lyd, rum og video skaber Remin atypiske forbindelser via en bred vifte af materialer. Overgangen fra det ene materiale til det andet fremstår ofte så ukompliceret, at materialeforskellene netop understreger, hvordan det teknologiske i dag er flettet ind i det moderne menneskes liv i en sådan grad, at vi ikke længere bemærker det.

Remins udgangspunkt er teknologien som norm: Med den seneste teknologiske udvikling som human enhancement-teknologi og biochips inkorporeret i vores kroppe, bevæger det ikke-menneskelige og det menneskelige sig ind og ud af hinanden. Remins sammensatte værker vender vrangen ud på både naturens og teknologiens materialitet og stiller spørgsmålstegn ved den måde, som vi vanligt kategoriserer og adskiller teknologi og natur på. Installationerne bliver en slags teknologiske abstraktioner, der giver plads til refleksion og drømmerier, som det også er tilfældet i Harvesting the Rare Earth: I udstillingen iscenesættes forestillingen om en nær fremtid, hvor jagten er gået ind på sjældne jordarters metaller, der udgør essentielle dele af vores elektroniske udstyr og infrastruktur. Vores ressourcetunge forbrug kræver stadig større mængder til produktion af teknologien, og den øgede efterspørgsel samt de miljømæssige omkostninger i forbindelse med udvindingen giver anledning til bekymring. Derfor spekuleres der i genudvinding af elektronikaffald, som der tværtimod ikke er mangel på.

I Harvesting the Rare Earth har den fiktive biotech-virksomhed Hybrid Ventures udviklet en metode, der lader genmodificerede sommerfuglelarver høste de efterspurgte metaller i mængder, der kan møde efterspørgslen. Det er et drømmescenarie, der på betryggende vis tilfredsstiller vores behov men samtidig kynisk udstiller vores øgede teknologiske afhængighed. I denne udveksling mellem konkrete og spekulative problematikker undersøger Jacob Remin den teknologiske verdens magtstrukturer, og udstillingen sætter fokus på de økologiske og menneskelige konsekvenser som følge af vores teknologiske forbrug og afhængighed af samme.

Jacob Remin (f. 1977) er kunstner og uddannet ingeniør (DTU) og interaktionsdesigner fra CIID i 2009. Senest har Remin udstillet på DIAS kunsthal med Cloud Computing (2016) og under Fokus 2015 med LCD glitch modules på Nikolaj Kunsthal samt performet på SMK med browser performancen Copy this idea (2015).

Læs mere