English
Yorgos Sapountzis

DEUS EX MACHINA

24. aug 21. okt 2012

I ugerne op til Copenhagen Art Festivals åbning indtager Yorgos Sapountzis København med sine på én gang poetiske og rebelske interventioner i det offentlige rum.

Den græske kunstner går i dialog med byens monumenter og statuer, ofte i nattens mørke, hvor byens ellers veldefinerede rum og regler bliver flydende. Under sine natlige ekspeditioner kravler han op på skulpturerne, iklæder dem midlertidigt farverige gevandter og vakkelvorne konstruktioner, hvorefter han forsvinder ud i mørket med de teltlignende materialer under armen.

Udstillingen er den første solopræsentation af Yorgos Sapountzis i Danmark og bliver skabt specifikt til Overgadens karakteristiske udstillingsrum under hans tre uger lange ophold i København i august. Hans kunstneriske praksis har karakter af en flydende bevægelse, der sammenfletter performance og installation, værk og tilblivelse. Materialerne fra de natlige udflugter bringes ind i udstillingsrummene, hvor aluminiumsstænger, farvede stoffer, plastikrør, bånd, tape og avispapir får form som en stedsspecifik totalinstallation, der også indeholder videooptagelser af hans interventioner i det offentlige rum. Sapountzis har en baggrund i teateret, og det ses i hans performances, hvor publikum og forbipasserende inddrages i teatralske processioner gennem byen, såvel som i udstillingen, hvor værkerne udgør både karakterer og kulisse i et uafsluttet drama om kulturhistoriens myter, symboler og ritualer.

Med afsæt i byens skulpturer og monumenter undersøger Sapountzis de politiske, ideologiske og kulturelle mekanismer, der ligger bag opførelsen af offentlige mindesmærker, og navnlig vores forhold til dem i dag. Ved at fremhæve monumenternes fysiske tilstedevær her og nu frem for den historiske kontekst, de er indlejret i, udfordrer han forestillingen om en statisk kollektiv erindring. I hans værker og performances omdannes skulpturerne i stedet til sociale, demokratiske rum, som er åbne for nye fortællinger om vores kulturarv og for en gentænkning af forholdet mellem individet, fællesskabet, byen og historien.

Læs mere